Mellemøstnetværkets nyhedsbrev 17. marts 2026


Mellemøstnetværket

17. marts 2026

Kære læser

Den aktuelle udvikling i Mellemøsten rejser en række grundlæggende spørgsmål om folkeretten og den regelbaserede internationale orden. I dette nyhedsbrev sættes der fokus på disse spørgsmål gennem perspektiver fra historiker Ilan Pappe om situationen i Israel/Palæstina samt en henvendelse til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen om Danmarks rolle i FN’s Sikkerhedsråd og den manglende konsekvente hævdelse af folkeretten.

Perspektiver fra Ilan Pappe

Den 4. marts afholdt Mellemøstnetværket et online møde med Ilan Pappe om den aktuelle udvikling i Israel/Palæstina konflikten og den bredere situation i regionen. Ilan Pappe er israelsk historiker og professor, kendt for sine kritiske analyser af zionismen og Israels politik over for palæstinenserne.

I sit oplæg pegede Pappe på, at den nuværende krig og Israels strategi på kort sigt kan fremstå militært effektiv, men på længere sigt risikerer at føre til øget international isolation og interne spændinger i landet. Han fremhævede samtidig, at internationale reaktioner på brud på folkeretten ofte er inkonsistente, blandt andet i kontrasten mellem sanktionerne mod Rusland og manglen på tilsvarende konsekvenser for Israels politik over for palæstinenserne.

I spørgerunden fremhævede Pappe blandt andet en stigende emigration fra Israel, særligt blandt højtuddannede, samt en politisk udvikling i retning af et mere nationalistisk og teokratisk præget samfund. Han understregede samtidig, at palæstinenserne i øjeblikket står over for meget alvorlige udfordringer, herunder ulovlig bosættelsesaktivitet, tilbageholdelser uden rettergang og grundlæggende eksistentielle udfordringer, men også deres historiske modstandskraft og fortsatte tilstedeværelse i regionen. Afslutningsvis opfordrede han til at fastholde international opmærksomhed på situationen i Gaza, arbejde tydeligere for palæstinensernes rettigheder og overveje akademiske boykotter som et muligt politisk redskab.

Mellemøstnetværket er taknemmelige for muligheden for at tale med Ilan Pappe og for de indsigter, han delte med netværket.

Den nuværende situation peger på et behov for at gentænke, hvordan internationale institutioner håndterer og håndhæver menneskerettigheder og folkeret

Læs et referat af Mellemøstnetværkets møde med Ilan Pappe

Mellemøstnetværket retter henvendelse til Udenrigsministeriet

Som led i netværkets arbejde med at fremme respekt for folkeretten, har Mellemøstnetværket sendt en henvendelse til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Baggrunden er den aktuelle internationale situation samt Danmarks medlemskab af FN’s Sikkerhedsråd, hvor Danmark har en særlig mulighed, og et ansvar, for at arbejde for en konsekvent håndhævelse af folkeretten. I henvendelsen udtrykker netværket bekymring over den danske udtalelse i Sikkerhedsrådet i forbindelse med den seneste optrapning mellem USA, Israel og Iran, hvor der blev rettet kritik mod Irans reaktion uden samtidig at adressere de folkeretlige spørgsmål i forbindelse med de oprindelige angreb fra Israel og USA.

Læs Mellemøstnetværkets henvendelse her

Europæisk rolle og Danmarks støtte til FN

Mellemøstnetværkets medlem Knud Vilby advarer i Altinget om, at Europa risikerer at medvirke i en fredsproces i Gaza, hvor palæstinenserne ikke er repræsenteret, og hvor FN’s institutioner undermineres. Hvis man tillader, at FN’s rolle gradvist erstattes af alternative råd, sender det et signal om, at magt kan sætte retten ud af spil, og palæstinensernes rettigheder overses.

Den aktuelle debat om mulige besparelser i dansk ulandsbistand har derfor betydning langt ud over økonomi. Sådanne nedskæringer vil svække FN og dets organers mulighed for at handle effektivt og marginalisere palæstinensernes behov i internationale fredsinitiativer. Danmark har et ansvar for at sikre, at bistanden til FN og humanitære organisationer prioriteres, så folkeret og humanitære hensyn ikke overses.

Seneste rapport fra UNRWA

Læs UNRWAs seneste rapport på situationen i Palæstina her

Seneste udgivelser fra Mellemøstnetværket

Trumps fredsplan for Palæstina er en fuldkommen farce

Hele Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer med al ønskelig tydelighed en total ligegyldighed over for palæstinenserne og en total uvidenhed om deres historie og kultur. Og selv den plan overtræder Israel stort set dagligt.
Birgitte Rahbek og Mogens Lykketoft i Politiken

Mens Trump brillerer som fredsrådspræsident er han og USA i fuld gang med at nedbryde FN

Endnu mere absurd er det, at rådet, med Gaza som et af de vigtigste dagsordenpunkter, har Israels Netanyahu som medlem, men ingen palæstinensisk repræsentant. Og første møde finder sted, umiddelbart efter at Israel har taget lovgivningsmæssige skridt til en reel annektering af Vestbredden.
Knud Vilby i Globalnyt

Europa risikerer at medvirke til en Gaza-fredsproces uden palæstinenserne

Hvis Europa stiltiende ser til overfor nye overgreb og forsøg på at erstatte FN med et Trump-råd, bekræfter Europa også tesen om, at magt er lig med ret
Knud Vilby i Altinget

Mellemøstnetværket

Få besked om de nyeste publikationer, debatter, foredrag og andre spændende ting fra Mellemøstnetværket.

Read more from Mellemøstnetværket

Mellemøstnetværket 18. december 2025 Kære læser I en tid præget af hastige politiske beslutninger og dybe konflikter sætter dette nyhedsbrev fokus på de principper, perspektiver og initiativer, der former debatten om Israel-Palæstina. Nyhedsbrevet præsenterer Mellemøstnetværkets nye erklæring om folkeret og rettigheder, ny forskning i strukturel fordrivelse samt alternative bud på fremtidige fredsmodeller. Nyhedsbrevet behandler desuden aktuelle politiske og kulturelle spørgsmål, herunder...

Mellemøstnetværket 3. november 2025 Kære læser I dette nyhedsbrev retter vi blikket mod vores nye erklæring i forbindelse med kommunalvalget, Israels deltagelse i Eurovision og et møde med UNRWA’s direktør på Vestbredden, alt sammen i lyset af denne nye internationale udvikling. Mellemøstnetværkets møde med Roland Friedrich fra UNRWA Den 28. oktober havde en række medlemmer af Mellemøstnetværket et møde med UNRWAs direktør for Vestbredden Roland Friedrich på Christiansborg. Her redegjorde han...

Mellemøstnetværket 26. september 2025 Kære læser Vi står midt i en tid, hvor situationen i Mellemøsten kalder på både viden, eftertanke og handling. Derfor har vi samlet en række aktuelle indlæg fra netværkets medlemmer samt andre relevante nyheder som giver perspektiver på udviklingen. Ny FN-rapport: Folkedrab i Gaza FN-undersøgelseskommissionen 'UN Independent International Commission of Inquiry' har netop udgivet en rapport der konkluderer, at der kun kan ligge folkedrabshensigter bag det,...